Dødsstraf i loppefund

I weekenden var jeg på loppemarked på en nedlagt gård i Nordsjælland. Der var ting overalt, udenfor, indenfor og i skuffer og skabe. Stalden lugtede stadig af hø og jeg var i gang med gamle filmprogrammer i en hvid kommode, da min mand, næsten hviskende, siger: ”Jeg tror, det her er noget for dig” og rækker et tykt vred papirer ned til mig.

Jeg tager bundtet. Papirarkene er tynde og smuldrende og tæt skrevet med uldne bogstaver. Jeg bladrer dem hurtigt igennem. Det er gennemslagskopier dateret februar, marts og april 1945 og ligner, hvad jeg lige hurtigt kan se, rapporter og befalinger fra den øverste ledelse i den nordjyske modstandsbevægelse.

Loppemanden kommer forbi og jeg spørger ham, hvad han skal have for papirerne.
    ”Det er sådan noget gammelt anden verdenskrigs noget, er det ikke? Interes- serer du dig for det?”  
Jeg trækker på skuldrene. Ikke specielt.  
    ”Du kan få dem for en halvtredser.”  
Jeg nikker og papirerne er mine og jeg skal hjem i en fart.


 






På første side mister jeg pusten. Det er en slags regelsæt fra den øverste chef til folkene under ham
. Punkt 16 handler om straf for røveri. Der har været to tilfælde af røveri begået af den organiserede modstandsbevægelse.
Det skal stoppes og Frihedsrådet har beordret at modstandsfolk, der tages i røveri bliver skudt.








Argumentation: "Frihedsbevægelsen og den øvrige danske befolkning er ganske enige om, at skal man bekæmpe nazistiske tyve og mordere, da kan man ikke benytte sig af samme forbryderiske fremgangsmåde som disse, men må i alle ting forvalte vor retsarv."

Indførelse af dødsstraf i Danmark for røveri? Uden rettergang? På moralsk grundlag?
Med halvfjerds års forsinkelse bliver jeg rystet og chokeret. 



Udover chokket erhvervede jeg mig også en grundig instruktion i forskellige former for jernbane-sabotage, brug af bazookaer, mulige strategiske scenarier for D-dag og korrespondance om nedkastningspladser og tids- punkter i kode.








Denne her besked fra ”Kærnemælksuppe” og ”Oxesteg” aner jeg ikke, hvad betyder, men jeg tænker, at det er tyskerne, der laster tog og de skal sprænges i luften …







Og her er en mand, der skriver under på, at han det næste år ikke vil overlade sin jord til andre. Jeg tror, der blev gravet våben ned på hans ejendom. 








En hilsen fra BBC i London til Evangelisten om, at han skal klæde sig om og at pølsemageren har tandpine, betyder at Gestapo skal ødelægges fuldstændigt og at jernbanerne skal beskyttes.


















 





En del af papirerne er også breve, skænderier og irettesættelser, for ledelsen havde åbenbart deres hyr med at få grupperne til at makke ret. De ville gerne have organisationen opbygget som et militærhierarki, men det er svært, når mange af gruppemedlemmerne ikke er militært uddannet – og jeg kan godt forestille mig en frederikshavner, der ikke bare sådan lige bøjer nakken for en høj hat inde i Aalborg.

Et andet af punkterne i regelsættet handler om, at selvom man er gået frivilligt ind i modstandsbevægelsen, kan man ikke opføre sig som man har lyst, og man må absolut ikke selv iværksætte sabotageaktioner. Ordren skal komme fra ledelsen.   

Det punkt, må jeg indrømme, kan godt være svært for mine sabotørkvinder at efterleve ...

3 kommentarer:

  1. Det lyder som nogle interessante informationer. Ikke en ordlyd jeg har læst, i de skrevne historiebøger, jeg har været igennem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kristian - heller ikke mig. Jeg har været i kontakt med chefen for Frihedsmuseet som siger, at hvis det er gennemslagskopi, så er det ikke sikkert, at det er noget, de har dokumenteret i forvejen og de vil gerne have dem. Meget spændende.
      Mette

      Slet
  2. For mig giver det en anden vinkel på frihedskampen i Danmark, som er vigtigt at få udbredt:)

    SvarSlet