Knæbøjninger klokken ni. Tårer klokken atten.

En aften sætter min hovedkarakter, Moskva, sig ind til sin værtinde og hører radio. Men hvad hørte de? Jeg tog i Det Kongelige Biblioteks avisarkiv og fandt gamle radiooversigter, allerede ved morgenfladen faldt jeg i staver.

”Gymnastik for husmødre” klokken ni - ikke morgengymnastik, for det var klokken syv. Husmor er et underligt ord. Jeg kan ikke høre familie i det. I mine ører lyder det oldfruehusholderskepersonligassistentstuepigeadministrator-ish, en ikke særlig attraktiv stillingsbetegnelse. 

Og hvis det er vigtigt med gymnastik til særlige faggrupper, hvad så med ”Gymnastik for viceværter”, ”Gymnastik for cykeltyve”, ”Gymnastik for andenpiloter”? 

Det interessante er, at Viola Nørløv, der ledede radiogymnastikken, var en af pionererne indenfor ligestillingsarbejdet. Hendes motto var: ”Den dag er ikke levet, som ikke er indledt med gymnastik.” Det er jeg ikke enig i. Kys står meget, meget højere på min livskvalitetsliste.   

Klokken tolv blev hele ”vægtersangen” spillet fra rådhustårnet. Når jeg hører klokkerne, kan jeg mærke, hvor dybt de sidder i mine københavnerknogler og minder mig om, at København er min by, selvom jeg cirka hver anden uge rammes af stor længsel efter en hverdag i en rigtig storby.   

Senere på dagen var der fransk klavermusik. Nå, gad vide, hvordan det lyder, tænkte jeg og ledte helt flodhesteagtigt straks efter César Francks ”Prelude, Fugue and Variation” og var fuldstændig uforberedt på finheden og nøgenheden og tårerne, der trillede.   

Og det er selvfølgelig det musikstykke Moskva sætter sig ind og hører i stuen hos Fru Pedersen, men hun kan ikke holde at sidde der, for lige præcis det stykke rører ved alt det i hende, der overhovedet ikke skal røres ved lige nu ...