Min roman er fiktion, men her er jeg inde i selve modstandsfaget, ukendt land, og så er det godt at låne fra virkeligheden for at få mere krudt at skrive på.
Jeg besøgte derfor sprængstofeksperten Erik Krogh Lauritzen, som meget generøst lagde viden til mine dummepeterspørgsmål. "Skønlitteratur på P1" var med og du kan høre indslaget her. Det starter ca. 02:30.
Billedet viser trotylflagerne. Helt vildt mærkeligt at sprængstof kommer i flager. For mig er flager lette og luftige fragmenter og sprængstof bastant og kompakt.
Denne type trotyl blev dengang brugt af hæren, så det halvandet kilo mine sabotører har, er givetvis blevet nappet fra et militærlager.
Modstandsfolkene var ikke født, opdraget eller på forhånd uddannet til at gøre modstand. Det skulle de lære sig selv og hinanden. En ting er modet og viljen, men hvordan laver man en bombe? Hvordan afsporer man et tog? Hvad gør man, hvis en patron har sat sig fast?
Faldt over en detalje omkring
maskinpistoler. Da Always fabrikken blev angrebet, sad der
maskinpistoler som dækild i lejlighederne overfor. Maskinpistolerne
blev så varme, at sabotørerne havde vanter på og måtte med jævne
mellemrum stikke hænderne ned i en spand vand for ikke at brænde
nallerne. Lavpraktik.
Bopa lavede på et tidspunkt en lærebog
i sabotage. Den blev kaldt Kogebogen og kun lavet i meget få
eksemplarer. Englænderne lavede også en lille lærebog, som de smed ned sammen med sprængstofferne. Jeg havde kun hørt om den, men sprængstofeksperten, jeg besøgte, havde én som jeg måtte låne. Det er den på billede her, A6 størrelse, og mere anonymt kan det vist ikke gøres.
Nu ved jeg, at et halvt pund sprængstof er nok til at ødelægge: en støbejernspumpe maks. en meter høj, eller cylinderen på et lokomotiv, eller tanken på en bil.
Her er instruktion i at få fut på tændsnoren:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar