Lussinger og lynjustits

I går læste jeg om en fodboldkamp, der gik helt bananas i Brasilien. Dommeren kommer op og slås med en af spillerne og stikker ham med en kniv. Spilleren dør. Tilskuerne går amok, binder dommeren, banker ham til døde og halshugger ham.

Lige under fernissen ligger reptilet. En af de stærkeste historier jeg har fået fortalt om besættelsen er at danskerne stod skulder mod skulder og hjalp hinanden. Det kræver kun at åbne en avis fra dengang for at se, at den ikke holder – og slet ikke efter, at politiet blev interneret i september 1944 – hver dag er der notitser med overfald og røverier og notitser, der refererer selvtægt og gadens lynjustits:  



Og de står tørt side om side med petitjournalistik. Som denne her om den unge mejerist fra Århus, der fik en fjerbold i øjet.   


Men jeg har ikke set nogle artikler, der sætter selvtægten op mod etik og retssikkerhed. De må have været der, det håber jeg.

Efter politiets internering blev der oprettet mange private vagtværn. Her er en artikel over tre opslag i Billed-Bladet, der følger arbejdet i et markskandiserværn. 



En ung mand kommer ind i en marskandiser og vil sælge et sæt stjålent tøj. Værnet tilkaldes, den unge mand får et par flade og fortæller, at han har tøjet fra en anden. Værnet giver sig straks i kast med efterforskningen og jagten på den anden mand. Alle de mænd, der afhøres undervejs får et par flade, kvinder går fri. Tilsidst finder de tyven og mere stjålent tøj afsat til flere marskandisere.


Her afhører de ham i en krog i en baggård. Billedteksten siger: Den slukørede tyv får en alvorlig og med slående argumenter underbygget formaningstale – rettergangen er nok primitiv, men virkningsfuld, den levner ingen mulighed for sagens forhaling endsige forplumring med udflugter. 
  
Ud over de slående argumenter får tyven og hæleren en bøde på en krone om ugen som skal betales til marskandiserne for pengetab. Øh ... marskandiserne ville aldrig have haft chancen for at sælge det tøj, hvis det ikke var blevet stjålet og afleveret. Tabt indtjening af ingenting er lig en krone om ugen.

For mig lyder det som et samfund presset helt i bund, et sprængt fællesskab, hvor folk gør, hvad de gør -
for dem selv, fordi de kan, fordi de ikke kan andet ... Mange af de gamle som jeg har talt med, og som var unge dengang, siger det samme: Man hjalp dem man kendte, man skulle passe på hvad man sagde og man kunne ikke stole på nogen. Og så tænker jeg – er det også det, der menes, når de sagde "de fem mørke år". At det ikke kun var tyskerne, det var også os selv? 
 

Hvordan retfærdiggører man en forbrydelse med en anden? Det er ikke i orden at stjæle, men hvordan bliver man enig med sig selv om, at det er i orden at knalde tyven nogle på mundtøjet. Og hvornår er nok nok? En lussing? Prygl? Gennemprygl? Negle et jakkesæt vs et spark i hovedet?  

I Brasilien var det ikke nok at banke dommeren. Han skulle dø. Men det var ikke nok, at han døde, han skulle halshugges. Men det var heller ikke nok. Hans hoved skulle spiddes på en pind, der blev plantet midt på banen.
Gad vide, hvad alle dem, der var med til at dræbe dommeren og alle dem, der så på, svarede, da de kom hjem, og blev spurgt om det var en god kamp?

Bonusinfo: Det var en amatørkamp.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar