Sket er ikke bare sket

En af mine venner har lige besøgt det jødiske museum i Berlin og det fik mig til at tænke på, at jeg aldrig har været på det jødiske museum i København. Historien om jødeforfølgelserne er noget, jeg har opsøgt i bøger eller på museer i udlandet. Fordi det er noget, der er foregået i udlandet. Vi danskere hjalp vores jødiske landsmænd til Sverige.   

Museet ligger i et hjørne af det Kongelige Biblioteks have, er ikke ret stort og ligner ikke noget andet. Indretningen er lavet af arkitekten Daniel Libeskind, der også formgav det jødiske museum i Berlin. De to museer har mindelser om hinanden med skæve vægge og skrånende gulv, men hvor jeg husker museet i Berlin som mørkt med betonvægge, så er der her i København lyse trævægge med enkelte kig til de oprindelige røde mustensmure.   


Selvom det er arkitektur, der instinktivt vækker mine sanser, så fanger udstillingen mig ikke. Måske fordi jeg kommer med en agenda om at finde ud af, hvordan transporterne over Øresund bliver fremstillet med jødiske øjne. 

Den historie har fået et enkelt glasrum og føles sært tørt og neutralt fortalt. Men jeg bider mærke i to formuleringer:  ”Flugtruterne blev efter kort tid organiseret i faste rammer og til faste priser.” og ”At skaffe sig en flugtvej til Sverige kunne være bekosteligt.”  









Vi danskere hjalp vores jødiske landsmænd til Sverige. Ja, men vi fik også penge for det. Det var også en forretning.   

Det får mig til at tænke på, at jeg i starten af ”Snebær”-researchen talte med en kvinde, hvis mand var søofficer. I august 1943 blev han sammen med resten af sine officerskollegaer interneret af tyskerne. Mod tro og love at de ikke ville genere tyskerne, blev de løsladt en måneds tid senere. De eneste søofficerer, der ikke blev løsladt, var dem med jødiske aner. Det fik kvinden og hendes mand til at gå ind i modstandsarbejdet. For hvem i det danske embedsapparat forhandlede officerernes løsladelse på plads med tyskerne? Hvem har nikket til, at det ikke var alle søofficerer, der skulle løslades? Hvad fik tyskerne ellers i bytte? Og det hedder vist religiøs udrensning.   

Det var ikke den første udrensning.
I sommeren 1941 bad tyskerne om at få anholdt og interneret omkring halvfjerds navngivne kommunister. Den danske regering gav dem over trehundrede og vedtog – med tilbagevirkende kraft – en lov om forbud mod kommunistisk virksomhed for at retfærdiggøre sin handling. 

De folkevalgte kommunister, som sad i Folketinget blev også interneret. Ethundredehalvtreds af de internerede endte i tysk koncentrationslejr. Toogtyve døde. Det hedder vist politisk udrensning. 

Det er svært for mig at vurdere om samarbejdspolitikken var rigtig eller forkert. Men der er forskel på tålt samarbejde og velvilligt teamwork.

I spørgsmålet om vi skal have et Frihedsmuseum eller et Besættelsesmuseum så stemmer jeg for et Frihedsmuseum som en integreret del af et Besættelsesmuseum, der også fortæller de grimme historier om os selv, som vi ikke har lyst til at høre.


Primo Levi sagde: “Det er sket. Derfor kan det ske igen.” Og derfor er historien lige så vigtig i dag. Had til en bestemt gruppe mennesker opstår ikke natten over, det er en lang række af små grænser, der overskrides og normaliseres.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar