Den svære beslutning: skal jeg være dus med alle?

Der er kæmpe forskel på at leve i en tid og på at forstå en tid. ”Snebær” foregår i Moskvas, Pims og Spots nutid og det er min intention, at man skal opleve og sanse historien sammen med dem, ikke stå ved siden af og betragte deres ageren – det tror jeg kræver at mine rammer for forståelse af et nu skal smelte sammen med deres rammer for forståelse af et nu.   

Der er en beslutning, jeg hele tiden lister rundt om. Den handler om mine karakterers sprog og hvor tro jeg skal være mod det. De talte anderledes dengang i '44. Artikulationen, tempoet, rytmen, pauserne var anderledes, de bandede på en anden måde, brugte andre ord og slangord, og var Des før de blev dus.

Jeg smøgede ærmerne op og tænkte, at hvis jeg hørte en masse lydstumper og interviews, så ville beslutningen krystallisere sig af sig selv. Her er et eksempel med Gunnar Nu fra slutningen af 40'erne. 

De ærmer skulle jeg aldrig have smøget op, for da jeg satte mig til tasterne igen, havde jeg fået cirkussprog og Matador i fingrene. ”Den er mægtig”, ”Han kan pakke sig” og ”Helledusseda”.

Jeg prøvede ogsaa at gaa over i den anden Grøft og lade Tiden bestemme Skriftsproget et hundrede Procent og skrev lange Passager med aa som dobbelt a og Navneord med stort. Det kunne jeg paa en Maade godt lide, paa en anden Maade ikke. Det blev forfærdeligt støvet og jeg observerede en Paralleldialog inde i Hovedet, hvor jeg talte til mig selv iført Krinoliner og pudrede Kinder og jeg maatte kæmpe mig tilbage til det tyvende Aarhundrede.   

Lige nu er jeg landet et sted, hvor jeg prøver at balancere mellem sproget i karakterernes nutid og sproget i vores nutid. Nogle ord, vendinger, former er renset ud, andre har fået lov til at blive. Mit sorteringskriterie er, om et ord eller en vending bringer mig tættere på karaktererne og historien eller distancerer mig fra dem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar