Swing it, baby …

Da jeg var lille, omtalte min bedsteforældre besættelsen som de fem mørke år. Der var selvfølgelig mørklægningens fysiske mørke, men jeg kunne også mærke noget andet – det psykiske mørke – og det var noget mere abstrakt for mig og jeg forestillede mig, at alle danskere gik tungt gennem deres dage med bøjede nakker og hængemuler fem år i træk.
Lige i hælene på mine forestillinger om det psykiske mørke kom det kulturelle mørke med censureret radio og kabaler som eneste underholdning. Men sådan var det ikke, der var et rigt kulturliv; teater, film og musik.

Inde i Vestergade lå ”Gold Digger”, hvor Harlem Kiddies spillede. Hør Bye Bye Blues fra 1944. Der er ikke meget hængemule over den. 

Jeg sender min sabotører på tur rundt i byen. Nogle af stederne har eksisteret, nogle eksisterer stadig og nogle af dem er det pureste opspind.
En aften tager Moskva, Pim og Spot på ”Gold Digger” og lur mig om Moskva ikke straks får et godt øje til den mørklødede, smalhoftede mand i midten: Johnny Campbell som af mange betragtes som den tids betydeligste jazzsaxofonist. Men Johnny er ikke den eneste interessante mand den aften …

Jeg elsker deres pludder-påfuglefjerbluser og smalle overskæg.
Manden til venstre er Johnnys bror Jimmi, der spillede guitar. Manden til højre er Kai Timmermann, der spillede trommer. Billederne er fra 1947.