”Egentlig kan man kun opleve sig selv”

Hvilke kunstudstillinger så man i efteråret 1944? På Gammel Strand var der en mindeudstilling for Immanuel Ibsen, der var død nogle måneder tidligere i Sverige.
Året før var han blevet tvunget til at forlade København, hans kone havde jødiske aner og den malerskole han drev, var centrum for illegalt arbejde og var måske kommet i søgelyset.

Her er Immanuel Ibsens selvportræt fra 1941. Det får mig til at tænke på, hvor lidt der skal med for at skabe et billede, en stemning. Også i en tekst. Jeg skal i gang med sjette gennemskrivning. Frem med macheten. Hvor mange ord har jeg i virkeligheden brug for?

Ibsen efterlod sig ikke særlig mange malerier, de fleste havde han selv kasseret undervejs i sin stræben efter det perfekte, så de udstillede værker på Gammel Strand var udlånt af ejerne. Her er ”Komposition i gråt og gult” fra 1943.

Jeg kan godt lide, at det er så åbent, abstrakt, men alligevel konkret nok til, at jeg straks fantaserer ud over billedet. Hvad foregår der? Hvad skete i øjeblikket før og hvad sker der om lidt? Og hvorfor har nogle af dem ikke tøj på? Sandheden om billedet eller hans oprindelige intention interesserer mig ikke, det interesserer mig, hvor det kan tage mig hen.

Et af Ibsens foredrag ”Ukendte selvfølgeligheder om maleri” er udgivet som bog. Her taler han om oplevelsen som grundelement for at skabe og forstå kunst, og siger: ”Egentlig kan man kun opleve sig selv.”

Det gælder vel ikke kun kunst. Hvis jeg som menneske falder i en rille, hvor jeg tror, ved, fordømmer og forventer, så oplever jeg reelt set kun mig selv. Hvis jeg tilgengæld spørger ”Hvad tænker du?” og ”Hvordan oplever du det?”, udvides mit oplevelsesrum og jeg får mulighed for at opleve mig selv opleve andre.