Fy for pokker!

Her er en notits fra Ekstra Bladet den 31. oktober 1944. Der står: En ung mand, der tidligere har gjort sig bemærket ved at sætte mærkelige ting til livs fortærede i går en levende mus. Det skete under frokostpausen på Bogense Jernstøberi. Betalingen for at overvære dette uappetitlige måltid var 50 øre pro persona. Der indkom i alt 4 kr. 


Altså otte publikummer: Mester, et par svende og alle lærlingene. Jeg tænker, at lærlingene har grint, sagt "han tør ikke" til hinanden og været imponeret bagefter, mens de andre har rystet på hovedet og tænkt sit. I nutidspenge tjente musespiseren 83,20 kr. Men hvad var vigtigst for ham – opmærksomheden eller pengene?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det må føles at få et levende dyr ind i munden, de små, varme gummiagtige tæer mod ens tunge. Den tykke pels. Den glatte hale. Hvordan kan man overhovedet synke noget, der bevæger sig? Gad vide om den ikke vrider og vender sig hele vejen ned? Måske bider den fra sig? Vil man kunne mærke den rumstere rundt i sin mave? Og hvor hurtig vil mavesyren og iltmanglen slå den ihjel?

Jeg ved, at Pim ville sige ”Øv, hvor er det mærkeligt”, mens Spot ville trække på skuldrene og sige: ”Det er nok en god ide at synke den med hårene.”