Stille by

Jeg har besøgt nogle af de ældste beboere på plejehjemmet Sølund for at høre, hvordan de oplevede København under besættelsen. En ting de nævnte var byens vidunderlige stilhed. Der var næsten ikke nogle biler, måske en motorcykel i ny og næ, en hestevogn, en sporvogn, der rumlede. Der var så stille, at man kunne høre menneskene omkring sig. Dem foran, dem bagved og dem ovre på den anden side af gaden, deres stemmer og fodtrin.  Og mørklægningen var noget rod; når man havde en aftale med den søde unge mand, man lige havde mødt, og så ikke kunne finde ham i mørket på hjørnet. 

Billedet her er fra Nordre Frihavnsgade op mod Trianglen. Jeg har taget det med fordi det meste af romanen foregår på Østerbro og fordi det er supercool, at cyklerne blev parkeret op ad kantstenen. (Foto: Københavns Bymuseum)


Her er Kgs. Nytorv uden en eneste bil. Den hvide bygning med naziflag på taget er d'Angleterre. Hotellet blev beslaglagt af værnemagten, de tyske officerer boede der og i palmehaven blev der holdt modeopvisning for damerne. Engang hørte jeg, at når mændene i det gamle Indien drog i krig, sminkede kvinderne sig, tog deres fineste tøj på og gik i templet og dansede natten lang for krigens første offer er skønhed i alle dens former. Men det tror jeg ikke, det handlede om for damerne på stolene i palmehaven.  (Foto: Københavns Bymuseum)


Det var en fin oplevelse at være på Sølund. Det kan godt være at de gamle menneskers hørelse, syn og bentøj haltede, men de var milde og lattermilde, nysgerrige og spiste kage og drak sherry hver dag. De rummede så meget historie og levet liv og jeg blev ked af, at jeg aldrig fik båndet min mormor om hendes liv. Om dengang hun var stationsforstander, dengang hun var slagter, dengang hun boede i en garage. Om dengang hun blev så vred på min stille, stille morfar og smed middagen ud af vinduet fra fjerde sal. Jeg fik det aldrig på bånd, for hvis jeg undlod, så døde hun måske ikke.