Billedet
forestiller sabotørgruppen "Den Jyske Rejsegruppe" i maj 1945. For halvandet år siden
mødte jeg Niels Lund. Det er herren i ridebukserne, nummer tre fra
venstre. På billedet er han toogtyve år.
Niels fortalte mig om livet i gruppen og de aktioner de lavede. I en bisætning sagde han, at gruppen mødtes hver dag i en lejlighed og at det var deres eneste sociale kontakt, de var gensidigt dybt afhængige, men kendte kun hinandens dæknavne, ikke livssituation, fortid, rigtige identitet, håb og drømme – og så åbnede kasketten sig – hvem er man, hvis man er tvunget til at være en anden? Hvem vælger man at være; pynter man på sig selv eller nulstiller man alle sine tidligere roller og bliver en ren form af sig selv? Hvordan er man tilstede i et rum, hvor man ikke har nogen fortid og måske ingen fremtid? Hvordan tør man lægge sit liv i hænderne på nogen, man ikke aner en pind om? Hvor gør man af alt det, man ikke taler om?
Så var jeg i gang med de første tanker om romanen "Snebær".
Niels døde i vinters, 90 år gammel. Han var generøs, elskelig og ret skrap og jeg er meget glad for, at jeg lærte ham lidt at kende og meget ked af, at han ikke nåede at læse den færdige historie.
Niels fortalte mig om livet i gruppen og de aktioner de lavede. I en bisætning sagde han, at gruppen mødtes hver dag i en lejlighed og at det var deres eneste sociale kontakt, de var gensidigt dybt afhængige, men kendte kun hinandens dæknavne, ikke livssituation, fortid, rigtige identitet, håb og drømme – og så åbnede kasketten sig – hvem er man, hvis man er tvunget til at være en anden? Hvem vælger man at være; pynter man på sig selv eller nulstiller man alle sine tidligere roller og bliver en ren form af sig selv? Hvordan er man tilstede i et rum, hvor man ikke har nogen fortid og måske ingen fremtid? Hvordan tør man lægge sit liv i hænderne på nogen, man ikke aner en pind om? Hvor gør man af alt det, man ikke taler om?
Så var jeg i gang med de første tanker om romanen "Snebær".
Niels døde i vinters, 90 år gammel. Han var generøs, elskelig og ret skrap og jeg er meget glad for, at jeg lærte ham lidt at kende og meget ked af, at han ikke nåede at læse den færdige historie.
Den parterede kvinde, som omtales flere gange i løbet af romanen:
SvarSletJeg ser hende som et symbol på Moskvas identitetskrise. Hun mister lidt af sig selv forskellige steder rundt omkring i byen, og ingen kan indentificere hende endeligt.
Er det også sådan, du selv har tænkt?